Hvad er Jiu-jitsu?

Jiu-jitsu stammer fra Japan, hvor det var en kombination af mange forskellige kampsystemer som samuraierne anvendte i krig til ubevæbnet kamp. Disse forskellige systemer blev kombineret og formaliseret omkring 1500-tallet, men har rødder som strækker sig meget længere tilbage, med indflydelser fra mange dele af verdenen.

Jiu-jitsu betyder direkte oversat “blød teknik” og fokuserer primært på kast, ledlåse, forskellige teknikker til at kontrollere sin modstander med, samt det grundlæggende princip i at udnytte sine modstanderes styrke og energi imod dem selv, uden selv at bruge styrke. Slag, stød og spark anvendes også, men bruges primært til at distrahere modstanderen så teknikker kan udføres. Da Jiu-jitsu ikke afhænger af styrke, men af bevægelse og forståelse af simpel kropsmekanik, kan Jiu-jitsu teknikker anvendes af både mænd, kvinder og børn, til effektivt at forsvare sig selv og andre i mange situationer, lige fra chikane og slagsmål til væbnet overfald og voldtægtsforsøg.

Omkring år 1600 fandtes der mere en 2000 forskellige Jiu-jitsu stilarter, hvilket op til i dag gør det meget svært at forklare Jiu-jitsu’ens historie, og vi vil derfor ikke gøre et forsøg på det her, men i stedet henvise til Wikipedia, som har en glimrende artikel om det.

En ting som ofte forvirer mange, især i Danmark, er de mange forskellige måder man kan stave Jiu-jitsu på. Langt de fleste stavemåder stammer fra gamle, fejlagtige, romaniseringer (oversættelser af lyde til vores alm. alfabet) af det oprindelige ord, “jujutsu”. Der ligger en rigtig lang, og meget god og fyldestgørende forklaring af problematiken her, men den korte udgave er: Det staves “jujutsu” men udtales “Jiu Jitsu”. I Danmark henviser jujutsu desuden til en mere sports-orienteret og fuld-kontakt form af Jiu-jitsu, og da Jiu-jitsu samtidigt stadig er den mest anvendte stavemåde (omend den er forkert) har vi valgt at bruge den her på siden, så vi er nemme at finde og for at hjælpe nye medlemmer med at sige navnet rigtigt.

Det er dog vigtigt at huske på at når vi snakker om vores stilarter, så skriver vi det stadig på den rigtige, traditionelle måde, jujutsu, ud af respekt for stilen og dens oprindelse.

Haslev Jiu-jitsuklub er baseret på Hoku Shin Ko Ryu Jujutsu, som er grundlagt af Jan Erik Karlson, med det grundlæggende princip at mildhed skal overvinde styrke. Jan Erik Karlson er 10. dan (dvs. sortbælte af 10. grad) og Soke, hvilket vil sige at han er det nuværende overhoved for stilarten.

Poul Grønhøj, som er gradueret under Soke Jan Erik Karlson, har fået tilskrevet sin egen stil, Hoku Shifunjin Ryuu Jujutsu, som en stilart under Hoku Shin Ko Ryu Jujutsu, og denne danner således også grundlag for træningen i Haslev Jiu-jitsu klub. Instruktører gradueret under Poul Grønhøj og tilknyttet Haslev Jiu-jitsu klub underviser således både i Hoku Shifunjin Ryuu Jujutsu og Hoku Shin Ko Ryu Jujutsu.

Hvorfor lære Jiu-jitsu?
Jiu-jitsu er først og fremmest en kampsport som tilpasser sig tiden, og er derved en meget effektiv form for selvforsvar. Derudover er det en sjov og anderledes sport, og da den konstant ændrer og udvikler sig oplever man sjældent at træningen når at blive kedelig.
Regelmæssig træning kan være med til at forbedre din styrke, kondition, fleksibilitet, holdning og kordinationsevne, og kan for mange være et godt værktøj til både fysisk og personlig udvikling.
Mange elever oplever at de med tiden, igennem Jiu-jitsu, får øget selvværd, selvdisciplin og selvtillid, og det er både noget der kan ses og føles, og samtidigt er det noget eleverne kan bære med sig over i deres dagligdag.
På de højere niveauer er den avancerede Jiu-jitsu træning yderst udfordrende, og udvikler exceptionel fysisk og mental kontrol, og kan være med til at give eleverne et enormt overskud i deres hverdag og i deres arbejde/studie.

Og sidst men ikke mindst er Jiu-jitsu ganske enkelt en rigtigt god måde at  møde nye mennesker på, og da en stor del af træningen foregår meget tæt på hinanden, udvikler man meget hurtigt et tæt forhold og venskab til sine træningsmakkere. Derfor er det også meget normalt vi ses socialt, og klubben afholder tit forskellige arrangementer og udflugter, til stor fornøjelse for os alle sammen.